Nobelpristageren i fysiologi/medicin, professor ved Oxford Universitet i 1973
Mange af os er blevet overraskede over Nobelpriskomiteens ukonventionelle
beslutning om at tildele tre videnskabsmænd, der indtil for nylig betragtedes
som "slet og ret dyreiagttagere", dette års Nobelpris i fysiologi/medicin.
Eftersom Konrad Lorenz og jeg ikke rigtigt kan betegnes som fysiologer, må
vi drage den slutning, at vor scientia amabilis nu anerkendes som en integrerende
del af dette yderst praktiske område indenfor lægevidenskaben,
og det er grunden til, at jeg har besluttet mig til i dag at omtale to konkrete
eksempler på, hvordan den gamle metode (se note 1): "Iagttagelse
og undren" overfor adfærd (en metode, som vi i øvrigt genoptog
snarere end opfandt) i høj grad kan bidrage til at lindre menneskelige
lidelser, i særdeleshed lidelser forårsaget af stress. Jeg finder
det passende at gøre dette i en by, der allerede er kendt for sit betydelige
arbejde indenfor psykosocialt stress og psykosomatiske lidelser (note 2).
Mit første eksempel... (udeladt)
Mit andet eksempel på det nyttige i en etologisk holdning til lægevidenskaben
har en ganske anden historie. Den vedrører det arbejde, der blev udført
af et særdeles bemærkelsesværdigt menneske, nu afdøde
F. M. Alexander (note 21). Hans forskningsarbejde begyndte ca. 50 år
før etologiens genopblomstring, som vi nu hædres for, men alligevel
svarede hans fremgangsmåde ganske til moderne iagttagelsesmetoder, og
vi mener, at de resultater, der er opnået af Alexander og hans elever,
fortjener nøje opmærksomhed.
Alexander, der blev født i 1869 på Tasmanien, blev i en ung alder
"recitator af dramatiske og humoristiske skuespil". Det varede ikke
længe, før han fik alvorlige vanskeligheder med sin stemme og
var meget nær ved helt at miste den. Da lægerne ikke var i stand
til at hjælpe ham, tog han sagen i egen hånd. Han begyndte at
iagttage sig selv foran et spejl og opdagede derved, at stemmen forværredes,
når han indtog de stillinger, som han selv følte var bedst egnede
og rigtige til det, han reciterede. Uden hjælp fra andre arbejdede han
sig, igennem en række plagsomme år, frem til hvorledes han skulle
forbedre det, der nu kaldes "brugen" af kroppens muskulatur i alle
dens stillinger og bevægelser, og det bemærkelsesværdige
resultat var, at han genvandt kontrollen over sin stemme. Denne beretning
om skarp iagttagelsesevne, om intelligens og udholdenhed hos et menneske uden
lægelig uddannelse, er et af de virkelige epos indenfor den lægevidenskabelige
forskning og praksis (note 22).
Så snart Alexander var blevet klar over misbrugen af sin egen krop,
begyndte han at iagttage sine medmennesker og opdagede derved, at de fleste
mennesker, i hvert fald i den moderne vestlige verden, står, sidder
og bevæger sig på en tilsvarende forkert måde. Opmuntret
af en læge i Sydney blev han nu en slags missionær. Han begyndte
at undervise - først skuespillere og derefter mange andre mennesker
- i hvordan man genvinder den rette brug af muskulaturen. Efterhånden
opdagede han, at han på denne måde kunne lindre forbavsende mange
forskellige somatiske og mentale lidelser. Endvidere skrev han udførligt
om emnet, og endelig oplærte han nogle af sine elever til selv at blive
lærere og til at opnå de samme resultater med deres patienter.
Medens det havde taget ham år at udarbejde teknikken og anvende den
på sin egen krop, blev et vellykket kursus nu et spørgsmål
om måneder med lejlighedsvise genopfriskningslektioner bagefter. Det
må dog indrømmes, at uddannelsen af en god Alexanderlærer
tager nogle år.
I årevis har en lille, men ihærdig skare elever fortsat hans arbejde.
Deres fælles succesrige indsats er for nyligt blevet beskrevet af Barlow
(note 23). Jeg må tilstå, al Barlows fysiologiske forklaringer
af, hvorledes behandlingen formodes at virke (samt en anelse heltedyrkelse
i hans bog) i begyndelsen gjorde mig lidt tvivlende og endog skeptisk. Men
de påstande, der er fremsat, først af Alexander og siden gentaget
og udbygget af Barlow, lød så usædvanlige, at jeg følte,
at jeg i hvert fald burde lade tvivlen komme metoden til gode. Og således,
ud fra det argument at lægens arbejde ofte følger det sunde empiriske
princip at "the proof of the pudding is in the eating" (Om buddingen
dur viser sig først når den spises), besluttede min kone, en
af vore døtre og jeg selv at prøve behandlingen og samtidig
benytte lejligheden til at iagttage dens virkninger så kritisk vi kunne.
Af indlysende grunde gik vi til hver sin lærer.
Vi opdagede, at terapien er baseret på en usædvanlig fin iagttagelse,
ikke blot ved hjælp af øjet, men i forbløffende grad ved
brug af følesansen. Terapien består principielt i en meget varsom,
først undersøgende og derefter korrigerende manipulation af
hele det muskulære system begyndende med hovedet og halsen, umiddelbart
derefter inddrages skuldrene og brystet og endelig bækkenpartiet, benene
og fødderne, indtil hele kroppen er blevet nøje undersøgt
og behandlet. Som i vore egne observationer af børn kontrollerer terapeuten
uafbrudt kroppen og tilpasser hele tiden sin fremgangsmåde. Hvad der
virkelig gøres, varierer fra patient til patient afhængig af,
hvilken form for misbrug der afsløres ved den diagnostiske undersøgelse.
Og naturligt nok påvirker det forskellige individer på forskellig
måde. Men vi tre har allerede med voksende forbavselse konstateret en
meget slående bedring på så forskellige områder som
blodtryk, vejrtrækning, søvndybde, alment velbefindende og mental
årvågenhed, smidighed overfor ydre pres samt endvidere, hvor det
drejer sig om en så forfinet praktisk færdighed som strengeinstrumentspil.
Så ud fra personlig erfaring kan vi allerede nu bekræfte nogle
af de tilsyneladende fantastiske påstande, der er fremsat af Alexander
og hans tilhængere, nemlig at mange former for nedsat ydeevne og endog
sygdom inc, både mentale og fysiske, kan afhjælpes, sommetider
i en forbløffende grad, ved at lære kropsmuskulaturen at fungere
på en anden måde. Og selvom vi endnu på ingen måde
har afsluttet vort kursus, forekommer det materiale, der er fremlagt og dokumenteret
af Alexander og Barlow, om gavnlige virkninger på en mængde forskellige
vitale funktioner os ikke længere forbavsende. Deres lange liste omfatter
først og fremmest hvad Barlow kalder rheumatisme-"kludeposen",
inkl. forskellige former for arthritis, derefter åndedrætsbesværligheder
og endog potentiel dødelig astma; dernæst kredsløbsforstyrrelser,
der kan føre til for højt blodtryk samt til forskellige farlige
hjertelidelser; mange slags mave-tarmforstyrrelser; forskellige gynækologiske
lidelser; seksuelle problemer; migræne og depressioner, der ofte fører
til selvmord; kort sagt et meget bredt spektrum af sygdomme, både somatiske
og mentale, der ikke er forårsaget af identificerbare parasitter.
Skønt ingen vil påstå, at Alexanderbehandlingen er en universalkur
i alle tilfælde, kan der ikke være nogen tvivl om, at den ofte
har dybtgående og gavnlige virkninger; og jeg gentager det endnu engang,
både på det mentale og somatiske område.
Betydningen af behandlingen er blevet fremhævet af mange prominente
personer, f.eks. John Dewey (note 24), Aldous Huxley (note 25) og for os måske
mere overbevisende af berømte videnskabsmænd som Coghill (note
26), Dart (note 27) og den fremragende neurofysiolog Sherrington (note 28).
Alligevel har lægestanden med få undtagelser for en stor del ignoreret
Alexander, måske under indtryk af, at han var midtpunkt for en slags
kult, og måske fordi virkningerne syntes vanskelige at forklare. Og
dette fører mig til mit næste punkt.
Når det konstateres, at en empirisk udviklet terapi har påviselige
virkninger, vil man gerne vide, hvorledes den virker, og hvordan den fysiologisk
kan forklares. Og her kan nogle nye opdagelser i grænseområdet
mellem neurofysiologi og etologi gøre nogle sider af Alexanderterapien
mere forståelige og plausible, end de måske var på Sherringtons
tid.
En af disse nye opdagelser vedrører nøglebegrebet reafferens
(note 29). Der er mange og vægtige indicier for, at hjernen uafbrudt,
på forskellige integreringsniveauer, fra enkelte muskelgrupper til komplekse
adfærdsformer, kontrollerer den korrekte udførelse af mange bevægelser.
Dette foregår ved, at hjernen sammenholder en feedbackrapport, der siger
"ordrerne er udført" med den feedbackforventning, som indledningen
af enhver bevægelse straks fremkalder hos hjernen. Kun hvis den forventede
feedback og den virkelige feedback svarer til hinanden, holder hjernen op
med at sende ordrer til korrigerende handling. Allerede de videnskabsmænd,
der opdagede dette princip, von Holst og Mittelstaedt, vidste at funktionen
af denne komplekse mekanisme kunne variere fra øjeblik til øjeblik
efter det pågældende individs indre tilstand - "Target value"
eller Sollwert (d.v.s. den tilsigtede eller beregnede værdi) af den
forventede feedback ændrer sig i takt med de givne bevægeordrer.
Men hvad Alexander opdagede udover dette er, at livslangt misbrug af kroppens
muskler (f.eks. forårsaget af at man sidder for meget og går for
lidt) kan få hele systemet til at bryde sammen. Som en følge
heraf modtager hjernen rapporter om, at "alt er i orden" (eller
måske fortolket som værende i orden), når alt i virkeligheden
er helt forkert. Man kan f.eks. befinde sig godt i en sammensunket stilling
foran fjernsynsskærmen, selvom man i virkeligheden groft misbruger sin
krop. Jeg kan vise Dem bare nogle få eksempler, som De alle vil genkende.
Det er stadig et åbent spørgsmål, nøjagtig hvor
i denne komplekse mekanisme den sammenholdende procedure svigter under påvirkningen
af konsekvent misbrug. Men den moderne etolog er tilbøjelig til med
Alexander og Barlow at lægge skylden for misbrug på fænotypiske
snarere end på genetiske faktorer. Det er højst usandsynligt,
at mennesket i sin meget lange udviklingshistorie som oprejst-gående
ikke skulle have haft tid til at udvikle den rette mekanisme for tobenet bevægelse.
Denne konklusion får støtte fra den overraskende, men utvivlsomme
kendsgerning, at ens krop, selv efter 40-50 års klart misbrug, efter
få lektioner kan (om man så må sige) "svippe tilbage"
til rigtig og i mange henseender sundere brug. Rigtige stillinger og bevægelser
er åbenbart en genetisk set gammel, miljøresistent adfærd
(note 30). Misbrug, med alle dens psykosomatiske, eller snarere somatopsykiske
konsekvenser, må derfor betragtes som et under moderne livsvilkår
opstået resultat af kulturelt betinget stress. Jeg kunne her tilføje,
at jeg ikke blot tænker på for megen stillesidden, men i ligeså
høj grad på den sammensunkne holdning, som man får, når
man føler, at man ikke helt kan magte sit arbejde, når man føler
sig usikker.
Det er derfor ikke så forunderligt, at blot en let manipulation af kroppens
muskler kan have så dybtgående virkninger på både
krop og sind. Jo flere opdagelser der gøres om psykosomatiske sygdomme
og i al almindelighed om den uhyre komplekse tovejs trafik mellem hjerne og
resten af kroppen, jo tydeligere er det blevet, at for skarp en adskillelse
mellem sind og krop kun er af begrænset nytte for lægevidenskaben,
ja i virkeligheden kan være en hindring for yderligere fremskridt.
En tredje biologisk set interessant side af Alexander-terapien er, at hver
lektion klart viser, at kroppens utallige muskler uafbrudt fungerer som et
uhyre indviklet sammenhængende væv. Nårsomhelst der med
et let tryk foretages en ubetydelig ændring i benstillingen, reagerer
halsmusklerne øjeblikkeligt. Omvendt, når terapeuten hjælper
en til at frigøre halsmusklerne, er det forbløffende at se ganske
betydelige bevægelser, f.eks. af tæerne, selv når man ligger
på en briks.
I denne korte skildring kan jeg ikke gøre mere end at karakterisere
og anbefale Alexanderbehandlingen som en overordentlig forfinet form for rehabilitering,
eller snarere genudfoldelse af hele muskelapparatet og derigennem mange af
organerne. Sammenlignet hermed forekommer mange af de typer fysioterapi, der
nu almindeligvis anvendes, forbavsende grove og begrænsede i deres virkning
og sommetider endog skadelige for resten af kroppen.
Hvad er da konklusionen af disse få, korte bemærkninger om...
(udeladt) og om Alexander-behandlingen? Hvad har disse to eksempler til fælles?
Først og fremmest understreger de vigtigheden for lægevidenskaben
af fordomsfri iagttagelse, af "iagttagelse og undren". Denne tilgrundliggende
videnskabelige metode bliver stadig alt for ofte set ned på af dem,
der blændes af glansen fra apparatur, af den prestige analyser og prøver
giver og af fristelsen til at bruge medicin. Men det er ved at benytte denne
gamle iagttagelsesmetode, at både... (udeladt) og generelt misbrug af
kroppen kan ses i nyt lys; i langt højere grad end man i øjeblikket
forestiller sig, kunne begge dele meget vel tænkes at skyldes moderne,
stressskabende forhold.
Men udover dette føler jeg, at mine to afstikkere ind i det lægevidenskabelige
forskningsområde har meget videre perspektiv. Lægevidenskaben
og lægens arbejde møder en voksende følelse af ængstelse
og mangel på tillid fra den almindelige befolknings side. Årsagerne
hertil er mange, men situationen kunne i hvert fald i een henseende bedres:
Lidt mere fordomsfrihed, lidt mere samarbejde med andre biologiske videnskaber
og lidt mere opmærksomhed overfor kroppen som helhed og overfor krop
og sind som en enhed kunne i væsentlig grad berige den lægevidenskabelige
forskning. Jeg appellerer derfor til vore lægekolleger om at anerkende,
at studiet af dyr - i særdeleshed "ganske almindelig iagttagelse"
- kan yde nyttige bidrag til den menneskelige biologi, ikke blot hvor det
drejer sig om somatiske fejlfunktioner, men også indenfor adfærdsforstyrrelser,
og sluttelig hjælpe os til at forstå hvad psykosocialt stress
gør mod os. Det er stress i videste forstand og vor tilpasningsevnes
utilstrækkelighed, der måske bliver den mest betydelige nedbrydende
faktor i vort moderne samfund.
Når jeg idag har fremhævet anvendeligheden af dyreadfærdsforskning,
vil jeg ikke gerne misforstås. Som indenfor alle videnskabsgrene kommer
anvendelsesmulighederne i kølvandet på den af ren og skær
intellektuel videbegærlighed affødte forskning. Hvad denne lejlighed
sætter mig i stand til er at understrege, at biologisk orienteret forskning
indenfor dyreadfærd, der hidtil er blevet udført med meget beskedne
budgetter, fortjener opmuntring, uanset forskernes motivering og endelige
mål. Vi etologer må være villige til at tage udfordringen
op, hvis og når den kommer.
Noter:
(1) Jeg kalder metoden gammel, fordi den allerede må have været
højt udviklet hos vore forfædre, der gik på jagt og samlede
føde, som det stadig er tilfældet hos primitive stammer, der
ikke er påvirket af vestlig civilisation, som f.eks. buskmænd,
eskimoer og den australske urbefolkning. Som videnskabelig metode anvendt
på mennesket kunne den siges at være genoplivet af Charles Darwin
i 1872 i "'The Expression of the Emotions in Man and the Animals"
(John Murray, London, 1872).
(2) L. Levi, Ed. "Society, Stress and Disease", volume I, "The
Psychosocial Environment and Psychosomatic Diseases" (Oxford Univ. Press,
London, 1971).
(21) Den klareste introduktion er: F.M. Alexander, "The Use of the Self
(Chaterston, London, 1932), men der findes også meget af intetesse i:
F.M. Alexander, "Man's Supreme Inheritance" (Chaterston, London,
1910) og "The Universal Constant in Living" (Chaterston, London
1942).
(22) Lægevidenskabens historie er fuld af sådanne eksempler på
gennembrud foranlediget af, at opmærksomheden drejedes ind på
andre felter. Sammenlign f.eks. Jenners opdagelse af, at malkepiger ikke fik
kopper: Goldbergers opdagelse af, at personalet på et sindssygehospital
ikke fik pellagra; Flemings undren sig over tomme områder rundt om penicillinet
i hans kulturer.
(23) W. Barlow; "The Alexander Principle" (Gollancz, London 1973).
(24) J. Dewey, se f.eks. introduktionen til F.M. Alexander "The Use of
the SeIf (Chaterston, London, 1932).
(25) A. Huxley, "Ends and Means"(Chatto and Windus, London, 1937);
"Endgaining and means whereby"" Alexander J. 4, 19 (1965).
(26) G.E. Coghill, "Appreciation: "The educational methods of F.
Mathias Alexander" i F.M. Alexander, "The Universal Constant in
Living" (Dutton, New York, 1941).
(27) R.A. Dart, 5. Afr. Med. J. 21.74 (1947) "An Anatomist's Tribute
to F.M. Alexander" (Sheildrake Press, London, 1970).
(28) C.S. Sheririgton, "The Endeavour of Jean Fernel" (Cambridge
Univ. Press, London, 1946), "Man of his Nature" (Cambridge Univ.
Press, London, 1951).
(29) E. von Holst and H. Mittelstaedt, "Naturwissenschaften" 37,
464 (1950).
(30) N. Tinbergen, Proc. Roy. Soc. London. Ser. B. 182, 385 (1973).
(Fra Science, vol. 185, 5. juli 1974)
Yderligere litteratur om Alexanderteknikken:
Michael Gelb, "Din Fintmærkende Krop" (Borgens Forlag, 1988).
F.M. Alexander, "Constructive Conscious Control Of The Individual"
(Methuen, London, 1923).
Professor Frank Pierce Jones, "Body Awareness in Action - A Study of
The Alexander Technique" (Shocken Books Inc., New York 1976).
Edward Maisel (Director of the American Physical Fitness Research Institute),
"The Alexander Technique" (Unwin Brothers, London, 1974).
Dr. Wilfred Barlow (M.A., B.M., B.Ch., Dept. of Rheumatology, Wembley Hospital),
"The Alexander Principle - 'How to use your Body" (Nu også
som billigbog. Arrow Books Ltd., London, 1975). På dansk udgivet af
Borgens forlag med titlen "Alexander Princippet".
Oversat af DFLAT, Dansk Forening af Lærere i F.M. Alexander Teknik