Historien om F.M. Alexander
F. M. Alexander 1869-1955
Frederick Matthias Alexander var en ganske usædvanlig mand.
En mand der satte spørgsmålstegn ved lægernes diagnose
og deraf udledte en universel sammenhæng mellem krop og sind og indførte
begrebet menneskets brug af sig selv.
Følgende historie er fortællingen om de hændelser, der satte
F.M. Alexander i gang med at fundere over sammenhængen mellem hans stemme,
og hvordan han brugte sig selv.
Alexander var skuespiller i Tasmanien og oplevede, at hans stemme ofte blev
hæs og ind i mellem helt forsvandt. Desuden blev han generet af en vejrtrækning,
der var meget højlydt. Han var blevet undersøgt af forskellige
læger, som ikke kunne konstatere andet end irritation, og de tilrådede
pauser. Det råd fulgte Alexander, og det gik godt så længe
han holdt pause. Men når han begyndte at optræde, skete det samme
som tidligere: stemmen blev hæs og åndedrættet hvæsende.
I 1880'erne og 1890'erne herskede en udbredt opfattelse af krop og sind som
to adskilte størrelser. I den periode etablerede F.M. Alexander en
karriere som skuespiller, men stødte på de omtalte stemmeproblemer
som forhindrede ham i at fortsætte karrieren. Den problematik fik ham
til at fundere over følgende: årsagen til stemmesvigtet måtte
bunde i noget han gjorde på scenen. Med den antagelse i baghovedet begyndte
Alexander at analysere sig selv og sin stemme og opstillede tesen: "Når
stemmen er fin, mens jeg holder pause, men begynder at skrante så snart
jeg optræder, må problemet findes i den måde, jeg gør
tingene på." Arbejdsværelset blev udstyret med spejle, så
han kunne iagttage sig selv i mange forskellige situationer. Langsomt begyndte
han at ane et mønster, som skulle vise sig at blive en banebrydende
opdagelse for ham selv.
Historien om Alexander er en bemærkelsesværdig historie om en
mand der opdagede et system, der udelukkende var tiltænkt som hjælp
til at løse egne problemer, men resultatet viste sig at indeholde universelle
værdier om menneskets brug af sig selv.
I årene derefter afprøvede Alexander adskillige forsøg
på at hjælpe sig selv. Hans metode bestod af en meget nuanceret
iagttagelse af egen reaktionsmønstre i forskellige dagligdags situationer.
Han lagde først mærke til, at han pressede hovedet bagover, så
det trykkede nedad på resten af kroppen. Når han talte almindeligt,
kunne mønstret næsten ikke ses, men så snart han begyndte
at recitere, trådte mønstret tydeligt frem.
Alexander valgte som næste skridt at prøve at forhindre denne
sammenpressen af kroppen. Det havde han ikke særligt meget held med,
for han troede, at han blot ved at ville forhindre sig selv i at presse sig
sammen og mærke efter, ville det også ske. Det skete bare ikke.
Alexander prøvede så en mere neutral model for at overføre
beskederne til sig selv. Han ville undgå at mærke efter, fordi
fornemmelsen blev forstyrret af de indgroede mønstre. Dertil definerede
han begreberne retninger (engelsk: directions) og den primære kontrol
(engelsk: primary control) som skulle dirigere kroppen til at blive lang og
bred frem for kort og smal. Modellen gik ud på at tænke retninger
inden han skulle recitere og så stoppe op lige inden han lavede en lyd.
På den måde fik han mulighed for at vælge mellem at undertrykke
de gamle reaktionsmønstre og erstatte dem med de nye. Nu begyndte der
at ske fremskridt.
Det var en helt ny tankegang for Alexander, for han havde indtil da delt samtidens
holdning om, at krop og sind var to adskilte størrelser. Det synspunkt
kunne han ikke fastholde efter sine nye iagttagelser, men måtte sande
at krop og sind er forbundne. Det skabte stor debat og opmærksomhed
både i Australien, hvor hele teknikken blev udviklet, og fra 1904 da
Alexander bosatte sig i London.
Alle disse anstrengelser gjorde Alexander udelukkende for at hjælpe
sig selv. Han havde ingen forestilling om, at hans iagttagelser kunne være
gavnlige for andre mennesker, eller at der overhovedet var en løsning
på hans egne problemer. Men efterhånden som han blev mere rutineret,
kunne han se sine egne mønstre hos andre. Den iagttagelse fik ham til
at opstille tesen om en psyko-fysisk balance i alle mennesker:
Da Alexander gik i gang med sine iagttagelser, anede han ikke hvad han ledte
efter, eller om der fandtes en løsning. Det demonstrerer tydeligt, at
han allerede inden han selv var klar over princippet om den gode proces, der
fører en mod målet, selv var i stand til at benytte det. Det
tankevækkende er så, at han fandt en løsning, der hjalp ham
selv, og senere viste sig at kunne hjælpe mange andre.
Efterhånden gled skuespillerfaget i baggrunden, og Alexander begyndte
at undervise andre i at få en bedre brug som han kaldte det. Denne bedre
brug er essentiel for os alle, for jo bedre vores brug er, jo bedre vil både
krop og sind fungere. F.M. Alexander skrev fire bøger, som belyser de
mange aspekter af teknikken.
I 1904 flyttede han til London, hvor han til sin død i 1955 havde sin
egen praksis, og senere oprettede han en skole som uddannede lærere
til at udbrede hans teknik.
I dag findes der omkring 3000 lærere spredt over hele verden, hvoraf
de 50 befinder sig i Danmark. Uddannelsen er et treårigt fuldtidsstudium
på minimum 1600 timer, der foregår som en mesterlære.
