Jeg opsøgte alexanderteknik på et presserende tidspunkt i mit
liv. Jeg var 25 år havde i lang tid haft en skade i lysken og manglede
på daværende tidspunkt fem måneder til at blive klar til
min idrætseksamen. Skaden havde bredt sig til en slags betændt
tilstand i hele højrebenets hofteområde. Jeg troede, jeg kunne
træne skaden væk, men jo mere jeg trænede jo mere betændt
føltes det, og jo mere trist blev jeg. Det var mit sidste år på
seminariet; det var derfor et meget stort ønske for mig at have fysikken
i orden til den forestående eksamen.
Jeg havde fået behandlinger hos en fysioterapeut, men behandlingen gjorde
ondt. Jeg blev ved med at tænke, at det ikke nødvendigvis bliver
nødt til at gøre ondt før det kan blive godt! Jeg havde
mange år forinden læst om alexanderteknik og blev nu interesseret
i at se om det kunne hjælpe.
De første lektioner handlede meget om, at jeg skulle lære at slappe
af. Jeg spændte utroligt meget i hele kroppen. Jeg bliver let hidsig
og frustreret, tænker meget over tingene, og tanken om ikke at kunne
komme til eksamen fyldte meget. Jeg skulle lære at slappe af og acceptere
min situation. Jeg arbejdede med at stoppe op og erkende, at det er helt i
orden at have det sådan. Mit temperament skinnede også igennem
i nogle af de øvelser jeg gennemgik i lektionerne. Her fik jeg chancen
for at øve mig i netop det med at stoppe op og erkende, at det er helt
i orden at blive hidsig over ikke at kunne finde ud af øvelsen. Det
var også svært at forstå hvad der præcist skete med
kroppen. Allerede under første lektion mærkede jeg hvordan min
krop føltes mere let, hvilket resulterede i, at jeg nærmest svævede
hjem. Jeg havde en god fornemmelse af, at der var blevet flyttet lidt rundt
på noget, og at nogle flere lektioner ville hjælpe mig til at
bruge min krop rigtigt.
Det var først efter at have taget beslutningen om, at det ikke var vigtigt
at blive klar til idrætseksamen, at der begyndte at være en markant
forbedring i det skadede område. Smerten i benet fik mig til at indse,
at det vigtigste var at komme af med skaden. Et enormt pres var dermed taget
af mine skuldre. Jeg fokuserede ikke længere på den negative faktor,
der bestod i, at jeg måske ikke nåede at blive klar til eksamen.
Det forhindrede mig i at rette fokus på arbejdet med at ændre
mine dårlige kropsvaner. Det kunne jeg nu for alvor begynde på!
Jeg havde i begyndelsen oplevet, hvordan mit ben kunne bevæge sig helt
frit uden at det gjorde den mindste smule ondt. Det begyndte jeg nu at kunne
gøre selv. Jeg havde lært at slappe så meget af, at jeg
ikke pressede kroppen så meget sammen som tidligere. Jeg havde lært
at udvide kroppen i stedet. Det frustrerede mig dog, at det i begyndelsen kun
kunne lade sig gøre under lektionerne og på turen hjem derfra.
Så snart jeg kom hjem, brugte jeg igen benet og kroppen på en
uhensigtsmæssig måde. Gradvist lærte jeg dog at tage det
indlærte med mig hjem og kunne lige så stille, ved at opnå
kontrol over mit temperament og dermed mit sind, ændre min kropsholdning.
Min nye forståelse af samspillet mellem krop og sind gør at jeg
er i stand til at sætte min krop i frigear. Med dette mener jeg, at jeg
ved hjælp af alexanderteknik har lært at bruge min krop uden at
belaste den. Når jeg bruger alexander-principperne, føler jeg
mig fri og nærmest vægtløs som om jeg har sat kroppen i
frigear. Og så gør det ikke spor ondt at bruge kroppen.
Selv nu efter at jeg har lært at finde den rette kropsholdning virker
min sindstilstand ind på kroppens tilstand. Således er jeg begyndt
at se et mønster i, at min dårlige samvittighed sætter sig
i området omkring lysken og hoften. Hvis jeg er stresset, får jeg
simpelthen ondt i det område. Så jeg arbejder stadig med at stoppe
op, det kan være i selv de mindste situationer og i alle aspekter af
livet. Jeg bliver bedre og bedre til det. Det at lære at stoppe op har
medført, at jeg ikke længere bliver særlig hidsig. Jeg når
ganske enkelt at stoppe op og gøre mig mine tanker og dermed min handling
bevidst. Jeg har ikke kun oplevet at få en bedre kropsbrug, men også
et mere positivt sind. Jeg er blevet bedre til at tale stille og roligt, at
fokusere, fryser ikke så meget mere, har fået en større
smertetærskel og er ikke så rastløs mere og oplever en
indre ro, jeg ikke før har kendt til.
Alexanderteknik er godt! De fleste af os er meget dårlige til at bruge vores krop rigtigt. På grund af stress, over- og fejlbelastninger af sindet og kroppen spænder vi meget, og så får vi en forkert holdning, og vi falder sammen, og dermed gør vi det svært for vores muskler, sener, nerver og knogler og får ondt rundt omkring. Det vigtigste ved alexanderteknik er at lære folk at genkende deres egne måder at reagere på - både legemtlig og psykisk. Man skal lære at lytte til sin krop og mærke om man bruger den rigtigt, og først og fremmest også sørge for at få den rigtige kropsholdning. Hvis man bruger sin krop rigtigt, så vil den selv genoprette sin gode funktion og aktivere en hel masse selvhelbredende kræfter. Hos alexanderlærerne indlærer man en sundhedsfremmende adfærd og kan på baggrund af den modvirke en lang række både psykiske og legemlige problemer. For eksempel kan man modvirke skader fra belastninger, dårlig ryg, ledproblemer, slidgigt, iskias, spændingshovedpine, muskelknuder og graviditetsgener og inkontinens kan teknikken også hjælpe på. Man kan også lære at modvirke præstationsangst, stress og nervøsitet.
Alexanders klare erkendelse af, at det civiliserede menneskes dårlige kropsholdning er forbundet med hæmmet funktion, både mentalt og kropsligt, og at krop og psyke ikke lader sig flytte hver for sig, men kun som et hele, er for mig at se en basal forudsætning for en hvilken som helst behandling af træthedspatienter. Jeg ser den bevidste oplæring i, at en ændret kropsholdning må følges af en gennemgribende ændret grundholdning, en ændret måde at gribe dagligdagens små og store problemer an på, som en formidabel styrke ved alexanderteknikken.